Vejledninger

Forfattertyper og regler

Senest opdateret

I referenceeksemplerne i denne guide bruger vi generelt termen forfatter i en bred betydning som den eller de ansvarlige for det værk, der refereres til. Forfatterbegrebet dækker de traditionelle forfatterroller ved f.eks. bøger og artikler, men også et bredt spektrum af ansvarlige som podcastværter, filminstruktører, kunstnere, fotografer m.fl.

En forfatter kan være:

  • En enkelt person
  • Flere personer
  • En gruppe (institution, organisation el. lign.)
  • En kombination af personer og grupper
Expand or collapse content Generelle regler

Følg disse retningslinjer når du skal angive forfatter i dine referencer:

  • Forfatter skrives med efternavn først efterfulgt af et eller flere initialer: Forfatter, A. A.
  • Brug et enkelt mellemrum mellem initialerne.
  • Hvis fornavnet består af to navne med bindestreg imellem, skal du beholde bindestregen mellem initialerne og sætte punktum efter hvert initial, f.eks. Knudsen, A.-E. (for Ann-Elisabeth Knudsen).
  • Hvis efternavnet består af to navne med bindestreg imellem, skal du anføre begge navne inkl. bindetreg i referencen, f.eks. Gitz-Johansen, T.
  • I nogle tilfælde har forfattere to foretrukne efternavne, hvor du skal medtage begge i referencen, f.eks. Rabøl Hansen, H. Der er ikke nogle klare regler for hvornår det er tilfældet, men hvis du er i tvivl, så prøv at søge på forfatterens navn og se hvordan andre henviser til samme forfatter.
Expand or collapse content To eller flere forfattere

Særlige retningslinjer når der er mere end én forfatter til et værk:

  • Brug et komma til at adskille de forskellige forfattere (også selvom der kun er to forfattere) og indsæt et &-tegn før sidste forfatter: Forfatter, A. A., Forfatter, B. B., & Forfatter C. C.
  • Ved op til 20 forfattere, skal du skrive samtlige navne i referencen på referencelisten.
  • Ved 21 eller flere forfattere, skal du i referencelisten angive de første 19 forfattere samt den sidste forfatter. Mellem forfatter nr. 19 og den sidste forfatter indsætter du tre prikker [...]. Se et eksempel her.
  • Ved to forfattere skal du skrive begge navne i de løbende henvisninger, f.eks. (Svinth & Marker, 2024).
  • Ved tre eller flere forfattere skal du skrive det første forfatternavn efterfulgt af [et al.] i de løbende henvisninger, f.eks. (Lykke et al., 2024).
Expand or collapse content En gruppe som forfatter

En gruppeforfatter kan være organisationer, firmaer, styrelser, hospitaler og meget mere. Hvis en publikation ikke har navnet på en eller flere personer på forside eller titelblad, vil forfatterrollen tilfalde afsenderen. Se et par eksempler herunder:

Rapport fra en offentlig styrelse

Litteraturlisten: Sundhedsstyrelsen. (2023). Amning – en håndbog for sundhedspersonale. https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/2023-03-14-Amning_2023-03_web.ashx?sc_lang=da&hash=E62927D4277ED060701B99B9E0E88AAB

Løbende henvisning: (Sundhedsstyrelsen, 2023).

Rapport fra ministerium

Litteraturlisten: Social- og Boligministeriet. (2025). Redegørelse om parallelsamfund 2025. https://www.sm.dk/Media/638868803022459391/Redegrelse%20om%20parallelsamfund%202025.pdf

Løbende henvisning: (Social- og Boligministeriet, 2025).

Hvis forfatter og udgiver er den samme, skal du udelade oplysningen om forlag i din henvisning. I eksemplerne ovenfor er Sundhedsstyrelsen og Social- og Boligministeriet både angivet som forfatter og udgiver, og derfor er de kun anført på forfatterens plads.

Expand or collapse content Forfatterroller på audiovisuelle medier

Ved ikke-skriftlige kilder skal du som hovedregel anføre en ansvarlig person eller gruppe som forfatter. Det kan være forskelligt fra medie til medie, men herunder kan du se nogle eksempler.

MedieForfatter
Podcast genereltVært eller producent
Episode i en podcast-serieEpisodens vært
FilmInstruktør (director)
TV-serie genereltTilrettelægger (executive producer)
Episode i en TV-serieEpisodeforfatter og instruktør af episoden
TV-dokumentarTilrettelægger (executive producer)
YouTube-videoDen person, gruppe eller institution, der har uploadet videoen
WebinarUnderviser/forelæser (instructor)
KunstværkKunstner
FotografiFotograf
Expand or collapse content Ingen forfatter

Hvis en publikation ikke har en forfatter, udelader du denne information i referencen og starter med titlen.

Tjek om forfatteren kan være en organisation eller lignende - se mere her.

Forrige Vejledning Kliniske retningslinjer og diagnostiske manualer (fx ICD-11 eller DSM)
Næste Vejledning Sådan sætter du litteraturlisten op
Mangler du stadig hjælp? Kontakt os